Fra selvkritik til selvomsorg
Fra selvkritik til selvomsorg, betyder at behandle dig selv som en ven, og vend lavt selvværd til kærlighed: til dig selv. Lavt selvværd handler ikke om troen på om du er noget værd og har værdi nok. Det handler om måden du behandler dig selv på.
Mange af os er opdraget med en indre stemme, der konstant vurderer, retter og kritiserer os. Denne stemme – ofte kaldet den indre kritiker – kan føles som en drivkraft, der skal få os til at præstere bedre. Men i virkeligheden kan den tære på vores selvværd, skabe usikkerhed og føre til stress og udmattelse. Over tid kan selvkritik blive en vane – en automatisk respons, når vi begår fejl, føler os utilstrækkelige eller ikke lever op til egne (eller andres) forventninger.
“Jeg skal lære at tro mere på mig selv”
Når jeg sidder i min praksis og har samtale med en klient, som netop har været udsat for en hændelse, der gør ondt. Det kan være en skilsmisse. Det kan være at have mistet nogen. Det kan også være sygdom. Det kan være udfordringer på arbejdspladsen. Men der hører jeg klienten sige: “efter den hændelse har jeg fået lavt selvværd. Jeg plejede at tro meget på mig selv. Jeg plejede ikke at have det sådan her. Men nu føler jeg, at jeg ikke er noget værd”.
Det er vigtigt at forstå, at selvværd handler om måden du behandler dig selv på og ikke din beslutning om, at du skal tro mere på dig selv. Alt nyeste forskning viser, interessant nok, at det som skaber følelsen af at være noget værd, at have ved værdi, er selvs stærkeste evne til at håndtere alt det, som dit liv byder på, dvs. din egen selvomsorg.
Selvomsorg er vejen til en sundt mentalt liv
Fra selvkritik til selvomsorg – en rejse hjem.
Der er en stemme inde i dig, som måske har været der længe. Den stemme, der hvisker – eller råber – at du ikke er god nok. At du burde gøre mere. Være mere. Klare dig bedre.
Måske har du lyttet til den, fordi du troede, den ville hjælpe dig. Gøre dig stærkere. Skubbe dig fremad. Men i virkeligheden har den måske gjort dig træt. Urolig. Følelsesmæssigt slidt. Den har måske taget din glæde. Din lethed. Din ro.
Det er ikke din skyld. Den indre kritiker opstår ofte tidligt i livet – som en overlevelsesstrategi. Den prøver at beskytte dig mod skam, fejl og afvisning. Den vil passe på dig. Men dens metoder er hårde. Og du har fortjent noget andet nu.
Du har fortjent selvomsorg.
Selvomsorg er ikke svaghed. Det er ikke selvmedlidenhed. Det er mod. Det er visdom. Det er at vælge at stå ved sig selv – med venlighed, også når livet gør ondt.
Det begynder med opmærksomhed. Læg mærke til, når den kritiske stemme tager over. Stop op og spørg dig selv: Hvad har jeg brug for lige nu? Måske er det ro. Måske er det forståelse. Måske bare et øjebliks pause.
Tænk på, hvordan du ville tale til et barn, der kæmper. Ville du sige: Du er ikke god nok? Eller ville du række ud med blidhed og sige: Det er okay, jeg er her. Du gør det så godt, du kan.
Du fortjener den samme medfølelse. Fra dig selv.
Selvomsorg er en rejse. Ikke en tilstand, man bare træder ind i. Nogle dage vil du glemme det. Andre dage vil det føles fjernt. Men hver gang du vender tilbage til dig selv med blidhed, tager du et skridt. Et skridt væk fra fordømmelse og hen imod kærlighed. Ikke den overfladiske, men den dybe, helende kærlighed. Den, der siger:
Du må gerne være her.
Præcis som du er.
Guidet meditation “fra selvkritik til selvomsorg”
Luk øjnene, hvis det føles trygt for dig.
Tag en dyb indånding… og giv slip med et roligt åndedrag.
Mærk kroppen, som den er lige nu.
Du behøver ikke ændre noget. Bare være her.
Forestil dig nu, at du står overfor dig selv – ikke som du burde være, men som du er.
Med alt det, du bærer på. Alt det, du kæmper med. Alt det, du længes efter.
Og måske mærker du den stemme, som ofte blander sig…
Den indre kritiker. Den, der siger, at du ikke gør nok. Ikke er nok.
Prøv, for et øjeblik, bare at lytte til den – uden at dømme.
Hør den som en stemme, der prøver at passe på dig…
Men som ikke længere hjælper dig.
Tag en dyb indånding.
Og på udåndingen, så giv dig selv tilladelse til at give slip.
Bare et lille slip i spændingen. I presset. I selvbebrejdelsen.
Og spørg så stille indad:
Hvad har jeg brug for lige nu?
Vent roligt på svaret – som om du venter på en ven.
Måske har du brug for hvile. For tryghed. For ro.
Måske har du brug for at vide, at du er god nok – selv når du ikke føler dig sådan.
Forestil dig nu, at du rækker hånden ud til dig selv…
Ligesom du ville gøre overfor en, du elsker.
Og hvisker:
Det er okay. Jeg ser dig. Jeg er her. Du gør det godt nok. Du er nok.
Bliv her et øjeblik. I den omsorg. I den blidhed.
Tag så en sidste, dyb indånding…
Og når du er klar, vend stille og roligt opmærksomheden tilbage til rummet, du sidder i.
Du kan åbne øjnene, bevæge kroppen blidt…
Og bære denne omsorg med dig – resten af dagen.